Når byrden bliver for stor..

Det her opslag har været længe undervejs.

Jeg har udskudt at skrive det her flere gange da jeg så det som en nederlag. Men jeg må acceptere virkeligheden - at Danish Underground er blevet mere en byrde og en pligt end en noget jeg finder glæde ved.

Da jeg startede Danish Underground for lidt over et år siden havde jeg bare bedre tid og mere overskud. Den tid og overskud er væk i dag. Det er ikke i mangel på interessante bands at skrive om men mellem skole og andre forpligtelser kan jeg kan bare ikke følge med.
Derfor tager Danish Underground en lille pause.

Der er behov for at gentænke hvordan Danish Underground skal kører og jeg ved hvad det ende med endnu. Der vil stadig blive skrevet artikler men nok med en anden frekvens.
For der er intet bedre end begejstringensglæde ved at finde et fantastisk band eller når et band kontakter mig. Men lige så skuffet over mig selv bliver jeg når jeg ikke kan leve op til hvad jeg gerne så Danish Underground være, og jeg føler jeg svigter den good-will bandsne viser mig.

Det har været fantastisk at udforske den danske undergrunds scene og det vil jeg også blive ved med!
Det er bare et spørgsmål om hvordan det udmønter sig på Danish Underground.

Til sidst vil jeg lige understrege at det skal ikke opfattes som klynk fra min side - men en forklaring på hvorfor der bliver lidt stille.

TL;DR:
Jeg kan ikke følge med hvad jeg gerne så Danish Underground være og siden skal gentænkes.
Efter en pause vil der igen komme artikler, men nok med en anden frekvens.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Märkbar - mere end bare en tilrøget bar!

Märkbar - Småt med plads, masser af charme På Vesterbrogade, i et kælderlokale, ligger der en lille tilrøget bar. Der kan sidde fem mennesker ved baren og resten af lokalet vil nok kunne blive fyldt ud af et fodboldhold. Indretningen er en smule aparte, stemningen er god og på anlægget bliver der spillet rock og metal. Stedet hedder Märkbar og er mere end bare en tilrøget bar. Det er et lille sted, men et godt sted. Grunden til at et musikmedie er interesseret i en rockbar er, at en gang om måneden rydder Märkbar den ene ende af lokalet for at give plads til et band. Danish Underground har været forbi deres månedlige koncert og fik talt med Märkbars afvikler, Stiw. Musikprofil - Undergrund Stiw fortæller, at Märkbar er et sted for rock, punk og metal, og er som bar inspireret af rockbarene fra Berlin. Stiw slår også fast, at Märkbar først og fremmest er en bar. Med det sagt, giver de plads til live musik; og med de bands der spiller på Märkbar, kan man godt kalde musikprofi

Læs mere

Mød The Bowdashes

Historien starter for år tilbage , da veninderne Nana Nørgaard og Linn Holm møder hinanden som teenagere. Gennem årene spiller de sammen i forskellige sammenhænge herhjemme, men også i Paris. I 2015 opstår deres seneste musikalske eventyr i form af The Bowdashes. Hvis navnet ringer en klokke, er det sandsynligvis på grund af deres rå og medrivende lyd, men det kan også skyldes, at duoen har spillet flere koncerter sammen med Velvet Volume og Nelson Can. Selvbeskrevet som ”Desert punk” , en støvet og forvrænget musik, der efter bandets eget udsagn nødigt skal blive for pænt, men fortsat må indeholde en melodisk sound i sit hjerte, som var det en blanding af Indie Rock og en Western stemning, med et hint af New Wave. Det hele blandes sammen og resulterer i en rå, punket og ligefrem attitude. Musikken er centreret om nogle tunge riffs og en dejlig, karismatisk vokal. De to elemtenter komplementerer hinanden godt, og sender hurtigt én til de støvede hjulspor på tværs af ørkenen.

Læs mere

Shamash er træt af den bløde danske metal scene!

Er dansk Black Metal for sikkert og for blødt? Det er det i hvert fald, hvis mans spørger A fra Shamash. Hør om Shamash, der gik fra et soloprojekt til et four-piece Black Metal band, som søger at finde grænsen for, hvad Black Metal kan. Jeg sidder på en lokal bar, da en ung mand med solbriller, læderjakke og langt sort hår sætter sig ned overfor mig. Det er frontmanden for Black Metal bandet Shamash. Han beder mig kalde ham A. Da han ser mit undrende blik, fortæller han, hvordan alle i bandet ikke bruger deres rigtige navn i forbindelse med bandet og forsætter: ”Nogen ville nok mene, det er kunstnernavne. Personligt bruger jeg selv A, fra mit mellemnavn, så ikke et egentligt kunstnernavn. Men for mig er det lige så meget et alter ego, fordi vi på en måde bliver nogle lidt andre mennesker, når vi spiller musik og er på scenen. Personligt, når jeg arbejder kreativt og religiøst derhjemme, så er det med et andet mind-set end når for eksempel vi to taler sammen her.” Videre fortæller

Læs mere

Søg i denne blog