Gå videre til hovedindholdet

ANMELDESE: Soria Moria - Skjalden Niss Stricker udgiver album

Som da skjaldene sang
Vi lever i en tid, hvor det er længe siden, at den sidste bard eller skjald har fortalt en historie eller sunget en sang. Nu kan man det igen, eller i hvert fald komme lidt tættere på.  Niss Stricker er det tætteste vi har, på en kunstner, man kan kalde en skjald.  Niss Stricker har i flere år spillet på harpe og har flere udgivelser under bæltet, men er endnu en gang aktuel med et nyt album.
Albummet heder Soria Moria og er på gaden den 6. oktober.

Som musik fra svundne tider. 
Man kommer ikke uden om, at set med nymodens briller, fremstår det som noget gammeldags musik. Tillader man sin indre forestilling at falde hen mod en mørk stue, oplyst kun af bål og stearinlys, kan man finde charmen i det.

Det eventyrlige album åbner med det instrumentale nummer Karavanserai, som hurtigt sætter én ind i det rette mind-set for albummet, ja det kunne nærmest være soundtracket til åbningsscenen for en film eller et spil.
Efterfulgt får man den ene historie efter den anden med nummeret Dronning Dagmar, der blander historiefortælling med sang. En meget anderledes måde at få fortalt en historie, som på en dejlig måde bryder albummet lidt op.
"Anden del" af albummet byder på hovedsageligt instrumentale numre, Air fra Saint-Denis og Urtesangen. Begge numre splittes kortvarigt af et intermitterende vokalt stykke, henholdsvis et keltisk digt og inkantationer til at hidkalde ånderne.
Som afslutning på albummet får man Meniet suit af Bdr Bast, der med sit vuggeviselignende format afrunder eventyret, før man går til ro.

Ikke for en hver - og så alligevel.
At sige at Niss Stricker har mainstream appeal, er en overdrivelse. Ikke desto mindre er det velskabt og meget atmosfærisk musik, bygget på gamle traditioner. Det er især en velkommen afveksling til det rock og pop som høres på nutidens radiostationer.
Det er et album, som fortjener mindst en enkelt gennemlytning, helst i et mørkt lokale med nogle venner, samlet om det dansende, flakkende lys fra et bål. Det er et glimt ind i en næsten glemt musiktradition.

Finde Niss Stricker på hans hjemmeside eller på Facebook 

Redaktionens favorit:
Afslutningsnummeret, Meniet suit af Bdr Bast, er klart redaktionens favorit. Et særdeles stemningsfuldt nummer, der virklig afslutter albummet og sætter prikken over i'et. Måden hvorpå violin og harpe komplimenterer hinanden er uovertruffen og beroligende. Tak for et kig ind i en gammel og glemt tradition, Niss!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Märkbar - mere end bare en tilrøget bar!

Märkbar - Småt med plads, masser af charme  På Vesterbrogade, i et kælderlokale, ligger der en lille tilrøget bar. Der kan sidde fem mennesker ved baren og resten af lokalet vil nok kunne blive fyldt ud af et fodboldhold. Indretningen er en smule aparte, stemningen er god og på anlægget bliver der spillet rock og metal. Stedet hedder Märkbar og er mere end bare en tilrøget bar. Det er et lille sted, men et godt sted. Grunden til at et musikmedie er interesseret i en rockbar er, at en gang om måneden rydder Märkbar den ene ende af lokalet for at give plads til et band. Danish Underground har været forbi deres månedlige koncert og fik talt med Märkbars afvikler, Stiw. Musikprofil - Undergrund Stiw fortæller, at Märkbar er et sted for rock, punk og metal, og er som bar inspireret af rockbarene fra Berlin. Stiw slår også fast, at Märkbar først og fremmest er en bar. Med det sagt, giver de plads til live musik; og med de bands der spiller på Märkbar, kan man godt kalde musikprofi

Mød The Bowdashes

Historien starter for år tilbage , da veninderne Nana Nørgaard og Linn Holm møder hinanden som teenagere. Gennem årene spiller de sammen i forskellige sammenhænge herhjemme, men også i Paris. I 2015 opstår deres seneste musikalske eventyr i form af The Bowdashes. Hvis navnet ringer en klokke, er det sandsynligvis på grund af deres rå og medrivende lyd, men det kan også skyldes, at duoen har spillet flere koncerter sammen med Velvet Volume og Nelson Can. Selvbeskrevet som ”Desert punk” , en støvet og forvrænget musik, der efter bandets eget udsagn nødigt skal blive for pænt, men fortsat må indeholde en melodisk sound i sit hjerte, som var det en blanding af Indie Rock og en Western stemning, med et hint af New Wave. Det hele blandes sammen og resulterer i en rå, punket og ligefrem attitude. Musikken er centreret om nogle tunge riffs og en dejlig, karismatisk vokal. De to elemtenter komplementerer hinanden godt, og sender hurtigt én til de støvede hjulspor på tværs af ørkenen.

Shamash er træt af den bløde danske metal scene!

Er dansk Black Metal for sikkert og for blødt? Det er det i hvert fald, hvis mans spørger A fra Shamash. Hør om Shamash, der gik fra et soloprojekt til et four-piece Black Metal band, som søger at finde grænsen for, hvad Black Metal kan. Jeg sidder på en lokal bar, da en ung mand med solbriller, læderjakke og langt sort hår sætter sig ned overfor mig. Det er frontmanden for Black Metal bandet Shamash. Han beder mig kalde ham A. Da han ser mit undrende blik, fortæller han, hvordan alle i bandet ikke bruger deres rigtige navn i forbindelse med bandet og forsætter: ”Nogen ville nok mene, det er kunstnernavne. Personligt bruger jeg selv A, fra mit mellemnavn, så ikke et egentligt kunstnernavn. Men for mig er det lige så meget et alter ego, fordi vi på en måde bliver nogle lidt andre mennesker, når vi spiller musik og er på scenen. Personligt, når jeg arbejder kreativt og religiøst derhjemme, så er det med et andet mind-set end når for eksempel vi to taler sammen her.” Videre fortæller